Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden
Kvinde i samtale med læge

Cancerregisteret

I Cancerregisteret registreres alle nydiagnosticerede tilfælde af cancer i Danmark.

Registeret rummer bl.a. oplysninger om:

  • Diagnosetidspunktet for sygdommen
  • Den anatomiske lokalisation
  • Hvilken type kræft det er (histologi)
  • Udbredelse af sygdommen inden for de første fire måneder efter diagnosetidspunktet
  • Hvordan diagnosen er stillet.


Det danske Cancerregister blev oprettet i 1942 af Kræftens Bekæmpelse med støtte fra Sundhedsstyrelsen og Den Almindelige Danske Lægeforening. Formålet er at indsamle og opbevare oplysninger til:  

  • Udarbejdelse af statistik vedrørende kræftsygdommenes forekomst
  • Forskning i disse sygdommes årsager og forløb
  • En nærmere analyse af kræftsygdommenes forekomst med henblik på planlægning i sundhedsvæsenet


Registeret indeholder kræfttilfælde og andre anmeldelsespligtige sygdomme i Danmark siden 1943. Indberetning skete på frivillig basis frem til marts 1987, hvorefter det blev obligatorisk.

Cancerregisteret blev den 1. januar 1997 overflyttet fra Kræftens Bekæmpelse til Sundhedsstyrelsen.

Fra 2004 er al indberetning til Cancerregisteret elektronisk. Fra sygehusene sker det via Landspatientregisteret.

Cancerregisteret udgiver årligt en publikation Cancer Incidens i Danmark. Publikationen omhandler de nydiagnosticerede cancertilfælde, som er anmeldt til Cancerregisteret, inden for et kalenderår. Statistik fra Cancerregisteret kan også findes på Sundhedsstyrelsens side med sundhedsdata, se relaterede emner nedenfor.

Cancerregisteret er opdateret til og med 2009.